hellere være lille og miljøbevidst, end et stort miljøsvin!
Lokal temp frise
Miljøpolitik i Børnehøjde 2
hellere være lille og miljøbevidst, end et stort miljøsvin!
Lokal temp frise

2. okt. 2011

Et godt sted at være menneske!

Hvad skal vi leve af i fremtiden? Det er naturligvis et centralt spørgsmål i al planlægning. Hvor er Vendsyssels styrke? I disse uger har Hjørring Byråd sendt forslag til udviklingsplan til høring. Er der meget nyt i den? Nej! For mig at se, er det mere en opdatering af planen for de sidste 4 år end det er en plan, der lægger op til mere udvikling.

Jeg savner lidt boller på suppen. Hvor kunne Vendsyssel – og specielt Hjørring – skabe noget, der kunne give tilflytning i stedet for fraflytning?

I de kommende år kommer der flere pensionister. En del af dem sidder med ganske store pensioner. De er de kommende års stærke befolkningsgruppe med stor købekraft. Hvorfor skulle de ikke flytte til Hjørring Kommune?

Det vil kræve, at en udviklingsplan ikke ses som ”kommunens”. Det er alles. Der skal et tæt samarbejde i stand mellem kommune, erhvervsliv, forretningsdrivende, kultursektoren, bolig-foreningerne, bygge-entreprenører, miljø-myndigheder, turistsektoren osv. For målgruppen stiller krav. Der skal være grunde til at flytte hertil.

Vi har jo den fantastiske natur. Lyset og vandet trækker. Vendsyssel er ”et godt sted at være menneske”. Jo, vi et godt grundlag.

Men gruppen af nye pensionister kræver mere: Et godt offentligt system. Ordentlige transportforhold. Et ordentligt sundhedssystem. Ikke fordi de har brug for det nu – men de skal være trygge ved, at det findes, når de ad åre får brug for det. De vil have rent vand og ordentligt miljø. Det er en opgave for kommunen og for eksempelvis Hjørring Vandselskab.

De nye indbyggere skal kunne købe de bedste og mest spændende varer i vore butikker: Det er en opgave for næringslivet. Vi skal udbygge gruppen af specialforretninger og overlade ”kassevarerne” til Bilka. Vi skal have gourmet-restauranter, der bygger på de kvalitetsfødevarer, vi selv producerer. For vi skal producere forædlede kvalitetsfødevarer. De projekter på dette område, der er i gang i Hirtshals, skal udbygges. Det skal være sunde, miljømæssige og lækre råvarer. Hvorfor skulle forædlede fisk fra Hirtshals ikke fortsat være en salgsvare. Hvorfor skulle man ikke kunne få en ”Sindal-skinke”, der kunne konkurrere på kvalitet med de spanske? Kom til Hjørring og lev livet! Forretningslivet skal vide, at pensionistgruppen går efter kvalitet – men at service også betyder meget for den. Den vil behandles ordentligt. Forretningerne skal støtte deres medarbejdere, så de brænder for deres arbejde, elsker handelen og samtalen med mennesker. I det hele taget betyder åbenhed og venlighed alt i mange sammenhænge. Som Viktor Borge sagde: ”Et smil er den korteste vej mellem to mennesker.” Gør Hjørring til byen, hvor man ”handler som et menneske”. Der skal være kulturelle oplevelser. Vi kan meget i forvejen. Tænk på Vendsyssel Kunstmuseum, Odden, Vrå, Fyret osv. Et teater og oplevelseshus i Hjørring vil gøre Vendsyssel Teater og Hjørring Teater endnu mere tiltrækkende og spændende. En ny Park Vendia vil også være et godt fundament. Ikke mindst, hvis dame (og herre) fodbolden kan trække udenlandske storhold hertil. Sindal lufthavn kan bruges til ”kulturfly” til Göteborg, Oslo, Hamborg eller København. Vi er jo i centrum, så vi kan nå det hele. Vi har så mange utrolige dygtige kunstnere i vort område. Lad det blive til området, hvor man kan komme på forfatterskole, keramikskole eller malerskole. De nye pensionister vil hige efter at bruge deres kreative evner. Helt ærligt, hvorfor skal Horsens være eet af de steder, der kan trække musikalske verdensnavne til. Hvorfor skulle vi ikke også kunne det? Jazzy-days i Tværsted og Vendsyssel-festivalen er jo eksempler på, at vort område også sprudler på de musikalske områder. Vi har i en årrække haft nogle af Danmarks største musikalske navne boende her. Udnyt det til at skabe et kulturmæssigt Eldorado.

Boligpolitikken skal satse på kvalitetsboliger. Disse pensionister kommer ikke for at ”bo i deres sommerhus” – de skal have penthouse lejligheder i Hjørring. Hvad med et lejlighedskompleks i Hirtshals med havudsigt og med en ”husrestaurant”, så de ”dovne” beboere eller de, der er blevet alene, kan købe mad. Der skal være wellness og sundheds centre, så man kan blive forkælet.

Vi skal gøre Hjørring kommunen til stedet for ”livsnydere”. Det vil komme alle til gode. I forlængelse af en sådan strategi vil der komme mængdevis af jobs, så alle i vort område vil blive løftet økonomisk og jobmæssigt.

Er det højtflyvende? Nu gør det vel ikke noget, man flyver, bare man ved, hvor Jorden er. Jeg ved godt, man skal passe på, når man kommer til Vendsyssel ”udefra”. Jeg ved godt, jeg aldrig bliver vendelbo. Det skal man jo fødes til. Men når man har boet her i 17 år, må man vel have en mening. Vendsyssel har ting, som findes få steder i Danmark. Vi har et område, hvor mennesker kan nyde livet. Måske passer det ikke helt til vendelboers mentalitet: Her skal man slide og gøre sit arbejde. Skal nogle så ligefrem komme og nyde livet?

Ja, for det er det, der også sætter os andre i stand til at gøre det. Vendsyssel skal være stedet, hvor man har et godt liv. Et sted, hvor man har muligheder og oplevelser. Et sted, man er stolt af. Et sted, hvor det er godt at være i ”den tredje alder”. Den strategi vil give tilflytning, hvor udviklingsplanen giver stadig fraflytning. Tænk bare, hvis 500 af de pensionister ville slå sig ned hos os. Hvad ville det ikke betyde for Hjørrings økonomi?

Og helt ærligt: Hvorfor skal de slå sig ned på Spaniens sydkyst, når de kunne bo ved Danmarks nordkyst?

Peter Duetoft, Gruppeformand, S